Om Nina Bang

VEGA åbnede ny natklub den 6. marts!
Lørdag den 6. marts åbnede VEGA igen dørene op for en fast natklub. Klubben har fået nyt navn, nyistandsatte lokaler og et nyt koncept. Nina Bang – folkets klub er navnet på den nye natklub, og musikprofilen ligger meget op ad VEGAs velkendte koncertprofil.
Nina Bang er både navnet på den nye natklub samt den sal, hvor natklubben vil have til huse i VEGA. Salen er opkaldt efter Danmarks første kvindelige minister Nina Bang – en mønsterbryder af sin tid.
Ny klub – Ny musikprofil
Ud over nyistandsatte lokaler, der lægger op til samtale, hygge og dans, så vil man som gæst også bemærke en ny musikprofil. Både fredag og lørdag lever musikken i et krydsfelt mellem indie og klassiske beats. En bred, men alligevel kantet og stilsikker profil kendetegnet ved høj kvalitet – ligesom VEGAs koncertprogram.
Ønsket er at binde huset bedre sammen, så der ikke er så stor forskel på koncert- og natklubgæster. En god atmosfære og intim stemning er kodeordet.
Ninas Gyldne Time
De fleste fester kickstarter først på den anden side af midnat, så for at understøtte den rette stemning indtil da, introduceres Ninas Gyldne Time fra kl. 23.00 til 24.00. I Ninas Gyldne Time vil man bl.a. møde en kulturprofil, der spiller vinyler på en gammel rejsegrammofon og kunne nyde Tuborgs Gyldne damer til en 20’er.
Musikkonsulenter sikrer kvalitet og udvikling
Musikprofilen udvikles og programlægges af VEGA i samarbejde med den erfarne og dygtige dj Allan Skov. Planen er Allan Skov skal hjælpe nye og talentfulde dj’s frem og klæde dem på, så de bliver dygtige nok håndværkere til at spille i Nina Bang – folkets klub.
Fakta
- Åben hver fredag og lørdag mellem 23.00 og 05.00.
- Fri entré mellem 23.00 og 01.00 – herefter 60 kr. - inkl. garderobe.
- Ninas Gyldne Time hver fredag og lørdag kl. 23.00-24.00.
- Aldersgrænsen er 21 år
















